Hjælp    Sitemap Kontakt B.T.    Om B.T.    Annoncering    Abonnement  
Gå til Forsiden Rejser
Jorden rundt til lavpris


  Fem timer i et fly for bare 900 kroner?
Det kan lade sig gøre i Australien.
Foto: Kenneth K. Hansen

Fakta
wwwejen til de billige billetter
Europa

Maersk Air: Flyver fra Aalborg, Karup, Sønderborg, Rønne, København og Billund til over 35 byer. F.eks. Billund-London for 315 kr. www.maersk-air.dk

Sterling: Flyver fra København og Billund til 19 byer. F.eks. København-Milano for 498 kr. www.sterlingticket.com

Snowflake: Flyver fra København til 13 byer. F.eks. København-Lissabon for 498 kr. www.flysnowflake.com

Easyjet: Flyver mellem 43 byer i Europa. Fra København til Berlin, London, Bristol og Newcastle. F.eks. København-Berlin for 225 kr. www.easyjet.com

Ryanair: Flyver mellem 84 byer i Europa. Fra Esbjerg, Århus og Malmø til London. F.eks. Århus-London for 322 kr.

Air Berlin: Flyver mellem 72 byer i Europa, primært til Sydeuropa. God at bruge, når du skal lave »interrail på vinger«. F.eks. Palma de Mallorca til Barcelona for 220 kr. www.airberlin.dk .


Asien

Air Asia: Flyver mellem 26 byer i Thailand, Singapore, Indonesien og Malaysia. F.eks. Singapore-Bangkok for 137 kr., Bangkok-Phuket til 75 kr.. www.airasia.com .


Afrika

Kulula: Flyver fra Sydafrikas fem største byer. F.eks. Johannesburg - Cape Town for 283 kr. www.kulula.com.


Sydamerika

Gol: Flyver mellem 29 byer i Brasilien. F.eks. fra Rio til Sao Paulo for 305 kr. www.voegol.com.br
. (NB! Som udlænding kan du kun booke med et American Express kreditkort eller ved at ringe til dem! Se mere på hjemmesiden).


Mellemøsten

Air Arabia: Flyver fra Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater til 11 byer. F.eks. Beirut-Sharjah for 480 kr. www.airarabia.com .


Indien

Air Deccan: Flyver mellem 16 byer i Indien. F.eks. Goa-Bombay (Mumbai) for 289 kr. www.airdeccan.net .


Nordamerika

Southwest Airlines: Flyver mellem 59 byer i USA, bl.a. Los Angeles, San Diego, Chicago, Orlando, Phoenix og Las Vegas. Los Angeles til Las Vegas for 245 kr. www.southwest.com .

jetBlue: Flyver mellem 23 byer i USA og til Puerto Rico og Den dominikanske Republik. F.eks. New York til New Orleans for 480 kr. www.jetblueairways.com


Australien

Virgin Blue: Flyer mellem 21 byer i Australien. F.eks. Melbourne til Sydney for 275 kr.! www.virginblue.com.au .

Pacific Blue (søster til Virgin Blue): Flyver mellem Australien og New Zealand. F.eks. fra Sydney i Australien til den newzealandske hovedstad Wellington for 650 kr. www.pacificblue.com.au .

Jetstar Airways: Lavprisselskab oprettet af Australiens nationale flyselskab Qantas. Flyver mellem 13 byer i Australien. F.eks. Melbourne til Sydney for 283 kr. www.jetstar.com.



Værktøjer 



Af KENNETH K. HANSEN

Det er ikke kun i Europa, at du kan flyve billigt med lavprisselskaberne. Uanset om du skal til Sydafrika, Australien, USA eller Asien, findes der alternativer til de dyre ruteselskaber. B.T. Rejser har lavet en guide til de billige flybilletter

Sydney, Johannesburg, Rio de Janeiro, Las Vegas eller Bangkok - byer, der lyder som en drøm for de fleste af os, men med lavprisselskabernes indtog er det blevet meget billigere at flyve til de eksotiske byer.

Du kan stadig ikke flyve fra København til Bangkok eller New York med lavprisselskaberne, men pønser du på at rejse rundt på kontinenterne, f.eks. i Asien...


...eller i Nordamerika, kan du spare mange penge ved at flyve billigt.

Det er nemlig ikke kun i Danmark, at lavprisselskaberne erobrer markedsandele og presser de store dyre flyselskaber.

Lavpriser i over 30 år

I USA har lavprisfænomenet været kendt i over tredive år.

Southwest Airlines regnes for alle lavprisselskabers moder og har eksisteret siden 1971. I dag er det et af Amerikas største flyselskaber, der transporterer 65 millioner passagerer hvert år!

Helt grundlæggende kan du købe billige flybilletter, fordi selskaberne sparer penge ved at skære ned på alle omkostninger, undtagen sikkerheden. Det betyder, at du selv skal på nettet og booke billetterne, du får ingen papirbillet, men blot en mail med et reservationsnummer, som du skal have med i lufthavnen, og du skal selv betale for mad og drikke undervejs.

Det behøver ikke at betyde, at du skal tage til takke med noget skod. Det amerikanske lavprisselskab jetBlue er netop blevet udnævnt til »Bedste amerikanske flyselskab« af Skytrax - anerkendt som uafhængigt organ, der vurderer flyselskabernes kvalitet.

Det er meget imponerende, da det er i direkte konkurrence med alle de store og dyre selskaber!

jetBlue er bl.a. kendt for at servere blå(!) kartoffelchips om bord - blot fordi det passer med navnet!

De danske rejsebureauer sælger kun nødigt lavprisbilletter og snyder dig derfor for besparelsen. De har aftaler med de store ruteselskaber og undskylder sig med, at lavprisselskaberne ikke er i deres systemer. De vil ikke gå på nettet for dig, og holdningen er, at vil du spare penge, så skal du selv gøre arbejdet.

»Interrail« på vinger

Derfor har B.T. Rejser samlet en guide over de vigtigste lavprisselskaber, hvor blot få klik med musen hurtigt er mange penge værd! (se nedenfor)

Den helt store fordel ved at bruge lavprisselskaberne er, at du kan købe enkeltbilletter! De store flyselskaber sælger nemlig kun returbilletter - eller i bedste fald enkeltbilletter til samme pris som en returbillet, hvilket er en særlig form for logik, som kun ruteselskaberne kan forstå.

Lavprisselskaberne sælger derimod kun enkeltbilletter. Vil du hjem igen, så køber du bare to enkeltbilletter - én til udrejsen og én til hjemrejsen. Dermed kan du selv vælge, om du vil flyve ud og hjem med samme selskab (det er jo ikke altid, deres tidstabel passer med dine planer!), om du vil samme vej hjem - eller om du vil være af sted i otte timer eller otte dage.

Ingen spidsfindige regler om, at du skal være væk i minimum to dage, hvoraf den ene skal være en lørdag nat, sådan som SAS har det på deres »billige« billetter.

Fra København kan du flyve lavpris med et utal af selskaber. De største er Snowflake, Maersk Air og Sterling. Kombiner dem med nogle af de store europæiske lavprisselskaber, og du kan komme rundt i Europa til en billig penge, en slags interrail på vinger!

Med lavprisselskabernes enkeltbilletter kan du f.eks. flyve til Palma de Mallorca med Sterling, købe en billet med Air Berlin fra Palma videre til Barcelona og så tage et Maersk-fly hjem til København. Dermed får du et besøg i Barcelona helt gratis!

Eller hvis du er eventyrlysten, kan du flyve med Snowflake til Beirut og videre med Air Arabia så langt væk som til Colombo på Sri Lanka!

Lavprisfly erobrer verden

B.T. har samlet de største lavprisselskaber her, men der findes mange flere - og nye er på vej.

I USA og Asien ser mange af de etablerede ruteselskaber muligheder i at åbne deres egne lavprisselskaber, og således er både Thai Airways og Singapore Airlines ved at oprette lavprisruter.

Bag Tiger Airways, som begynder at flyve i anden halvdel af året, står et af verdens mest succesfulde og mest luksuriøse flyselskaber, Singapore Airlines. Det har dog valgt at indgå et partnerskab med grundlæggeren af et andet meget succesfyldt selskab, men fra den helt anden ende af skalaen: Ryanair!

Med det bedste fra begge selskaber skal Tiger nok blive en slagkraftig konkurrent i lavpriskrigen. Hold øje med selskabet på www.tigerairways.com.

Nyt samarbejde

På samme måde vil Thai Airways, som mange danske ferierejsende kender fra ferien til Thailand, starte deres eget lavprisselskab, Nok Air. »Nok« betyder fugl på thai, og til en begyndelse vil fuglen flyve indenrigs i Thailand, bl.a. til Phuket og Chiang Mai.

Planen er, at Nok Air skal skille sig ud fra mængden af selskaber. Blandt andet skal du kunne købe flybilletterne i 7-11 forretninger overalt i Thailand, og mens piloter og fly kommer fra moderselskabet Thai Airways, så er de første ti stewardesser fundet et helt andet sted, nemlig i et reality show på TV!

Planlæg i god tid

Normalt er lavprisselskabernes fantastiske tilbud næsten umulige at få fat i, men din fordel er, at en tur rundt i verden planlægger du som regel i god tid. Det giver fremragende muligheder for at få fingre i de gode tilbud, men vær opmærksom på, at de billigste billetter sjældent kan ændres!

Til gengæld er prisen lav, og dermed kan du få råd til at rejse endnu mere, rejse verden rundt til lavpris.

Lagt på www.bt.dk den 19. juni 2004 kl. 12:30


 
 

Hjælp    Sitemap Til Toppen Kontakt B.T.    Om B.T.    Annoncering    Abonnement  
© 2003 B.T. – Kr. Bernikows Gade 6, DK–1006 København K Ophavsret    Personoplysninger